Lykke – Min pige, der ville være dreng, som ville være pige igen…

Efter de seneste par dages debat om børn, der føler sig født eller fanget i en ’forkert’ krop, har jeg tænkt meget på min egen yngste datter, Lykke.

På dr.dk så jeg programmet ’Jeg vil ikke være pige, Mor!’ (Du kan se det her) og kom til virkelig at tænke meget over, hvordan jeg selv tacklede Lykke, da hun som 3-årig hårdnakket påstod, at hun altså var en dreng og ikke en pige.

Hun nægtede alt tøj, der bare mindede om pink eller rød, havde flæser eller på anden måde virkede ’tøset’. Hun skiftede også badedragten ud med et par badeshorts, underbukser med boksershorts og til fødselsdage, ønskede hun sig ikke Barbie- og Bratzdukker, men i stedet superheltefigurer og skjorte med slips.

Fra hun startede i vuggestue, blev hendes bedsteven en dreng, der startede samtidig. Stort set alle hendes venner var drenge, og det fortsatte op i børnehaven. Og hun havde et ønske om en gang at komme til at hedde Mikkel, og alle mulige andre fantasinavne hun fandt på, men accepterede at beholde Lykke, da det er et navn, der kan bruges om både piger og drenge.

Jeg skrev og delte flere historier om Lykke, da jeg kunne se, at mange børn i børnehaven eksperimenterede lidt med deres køn. For udover Lykke med sit ’drengetøj’, var der også flere små drenge, der ofte dukkede op i strutskørt, kjoler og andre nederdele. Drenge, der godt kunne lide at pynte sig med smykker, bling-bling og neglelak, og det sagde mig, at der var masser af andre forældre, der stod med de samme ting og som derfor måske kunne bruge min og Lykkes historie til noget.

Den blev da også taget op af diverse medier, og jeg var i både Aftenshowet og radioprogrammer, og Politiken valgte at lave en podcast om mig og Lykke, som endte med at blive en af deres mest lyttede. Det var blandt andet i forbindelse med podcasten, at Lykke endelig blev klippet helt ’drenge’-kort, da journalisten overtalte mig til det – noget jeg ellers endnu ikke havde gjort, da jeg nok var lidt bange for, at hun skulle fortryde eller selv ikke helt kunne forlige mig med, at så ville alle folk virkelig se hende som en dreng, hvilket de fleste jo sådan set gjorde alligevel. Men klippet blev hun, og hun var så lykkelig <3

Alle disse offentlige optrædener gjorde, at rigtig mange begyndte at skrive til mig og deres oplevelser – enten selv som transseksuel eller som forældre til et transseksuelt barn. Mange rådede mig også til hurtigst muligt at tage hende med ind på sexologisk klinik på Riget, kontakte LGBT eller tage hende med til en psykolog.

“Jeg valgte at gøre – ingenting. Valgte at se tiden an og lade hende være, som hun helst ville være lige på det tidspunkt i sit liv”

Så hun beholdt sit korte hår, bokser- og badeshorts, og vennerne var hovedsagelig drenge. Det var kæresterne så sjovt nok også, Lykke har stadig 4-5 kærester, men så begyndte hun i skole.

Det første år skete der ikke så meget. Vennerne blev dog til veninder, og flere af dem var ikke helt sikre på, om hun var pige eller dreng. Men der var ingen drillerier, faktisk syntes de fleste, at hun var ret sej.

I første klasse kom de første små ændringer. Fra at hun i flere år havde nægtet lyserøde ting, begyndte hun så småt at ville låne sin søsters tøj, der var mere i den ’pigede’ afdeling, og det seneste år er der sket mange forandringer. Lykke har ladet sit hår vokse, så hun kan få en page, der kan sættes op, og hun er vild med arvetøjet fra veninder og familie, der har piger, så hun selv kan vælge sine kjoler. I år var også det første, hvor hun valgte sandaler med blomster på og gummistøvler i pink – ligeledes med blomster.

Så hvad vil jeg med alt det her? Hmm, mest af alt nok at sige, at nogle ved det måske allerede som helt små, at de ikke er i den ’rigtige’ krop, men for andre er det en proces og en periode, hvor de eksperimenterer med, hvad der er det rigtige for dem.

Jeg ved jo heller ikke, om denne her periode, Lykke er i nu, holder ved, og det er fint. Jeg har et skønt, dygtigt og lykkeligt barn, der hele tiden har fået lov til at være præcis den, hun er på præcis det tidspunkt i sit liv, hvor lige præcis det føles rigtigt.

Og jeg må indrømme, at jeg i dag er rigtig glad for, at jeg ikke tog hende med på en klinik eller til en psykolog og fik hende puttet i en boks, som hun så måske pludselig fortrød at være i. Lige som jeg heller ikke hverken pressede hende ned i små yndige kjoler eller opfordrede hende til at gå i drengetøj, så fik hun bare lov til at være sig selv.

Og uanset hvor denne her lander, vil hun altid være min Lykke <3