Jeg er uddannet journalist, men før det har jeg en meget broget erhvervsbaggrund – de seneste godt 20 år dog inden for mediebranchen som både fastansat og freelancer.
Over en periode på 17 år lykkedes det mig at føde hele syv børn (i dag 9-27 år), deraf firmanavnet MT:7 (mor til syv).
I 2010 deltog jeg og min familie i tv-eksperimentet på TV2, ”Ugen hvor kvinderne byttede mænd”, der blev starten til min profession som klummeskribent og debattør. Og også det, der gav mig en forlagsaftale på bogen ’MOAR – Sådan får du hvilepuls i hverdagen’, der blev udråbt som ’Bibel til dig, der har et, to eller syv børn!’ og meget anmelderrost.
Året efter deltog vi igen i en tv-serie på TV2, ”Vores virkelig store familie”.
Både tv-programmerne og bogen fik sat mit navn på danmarkskortet, og jeg har siden skrevet klummer på så forskellige medier som 24timer, Søndagsavisen, tv2.dk, BT og nu Skole og Forældre og over en årrække fungeret som familieekspert med en ugentlig side i Ude & Hjemme.
Bogen har også givet mig et utal af foredrag i hele landet, hvor jeg fortæller om og deler ud af mine erfaringer med både børn, familie og arbejde og mine bud på at få det hele til at gå op i en højere enhed – for både børn og voksne.
Jeg er desuden en meget brugt kilde på diverse medier, både trykte og elektroniske, når man skal have en mors synspunkt eller råd.