Nu gider vi ikke høre flere gamle historier, men…

For nylig sagde en af Charlottes rigtig gode mandlige venner, at #Metoo havde ødelagt deres relation og var kommet imellem dem. Det blev hun rigtig trist over, men ved eftertanke måtte hun også erkende, at der er ting, hun i dag kan have svært ved at tale med sine mandlige venner om. De kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er at gå igennem livet som kvinde og derfor heller ikke forstå det, og ofte dukker spørgsmålet: ”Hvorfor sagde de ikke bare noget?” op.

Med dette foredrag vil Charlotte sætte #Metoo ind i et historisk perspektiv og forsøge at forklare både mænd og kvinder (der ikke selv har prøvet det), hvorfor vi ’ikke bare sagde noget’. Med anekdoter fra sit eget meget virkelige og levede liv som både teenager og voksen samt nutiden som 50+ (ja ja, det sker ikke kun for unge) bliver der plads til både alvor og latter.

Det er historien om, at vi netop ikke må glemme historien eller stoppe med at tale om den, fordi vi så heller ikke lærer af den, så vi kan ændre både vores samtid og fremtid. Det er netop ikke et overstået kapitel eller ’en anden tid’, som den nylige sag med Jon Stephensen, dokumentarer som fx ”Drugged i nattelivet” og ”Krænkelser i nattelivet” fortæller os alt for tydeligt.

Målgruppe

Alle kvinder og mænd, der vil blive lidt klogere på betydningen af #Metoo og hinanden.

Jeg udbyder også en Workshop-version af dette foredrag specielt målrettet offentlige og private virksomheder, der ser mere på de økonomiske konsekvenser, og hvordan de traditionelle maskuline værdier som leder og generelt på arbejdspladsen påvirker kvinderne. Der vil i workshoppen være indlagt øvelser og indspark til, hvad man kan gøre for at skabe trygge og gode arbejdspladser – for alle.