Ammende mor på strand
Family

En gang var jeg mor…

Den overskrift kommer til at lyde mere alvorlig, end den egentlig er. For jeg har ikke mistet nogen af mine børn – i hvert fald ikke i fysisk forstand.

Men jeg har i noget tid gået og ’leget’ med titler. Ultrakort fortalt handler det om, at der for et halvt års tid siden skete noget ret livsomvæltende i mit liv. Noget der faktisk væltede mit liv. Væltede mig. ’Noget’ som jeg ikke er klar til at fortælle helt åbent om endnu. Men også ’noget’, som, jeg ret hurtigt blev klar over, en dag skulle ende med at blive en bog.

For godt nok væltede jeg. Men som jeg plejer at sige, så er jeg en vælte-dukke, eller som det officielt hedder en tumling. Tumlinger findes i et væld af afskygninger fra stort set alle kulturer, men den japanske har lige vundet mit hjerte, efter jeg måtte slå ’væltedukke’ op, da jeg var usikker på,  om det nu også var det rigtige navn.

På japansk hedder sådan et stykke baby-legetøj okiagari-koboshi, hvor det første betyder at stå op (oki) og det næste at rejse sig (agari) – det kan jeg godt lide. Dukkens evne til at rette sig selv op bliver ofte brugt som symbol på at overkomme modgang og komme sig over uheld. Og netop det er jeg rigtig god til. Andre gange kalder jeg mig selv en korkprop, men meningen er jo den samme, om man rejser sig eller hurtigt finder tilbage til overfladen.

Tilbage til navnet og ’Hvad skal barnet hedde?’

For godt et halvt år siden skete der nemlig noget ret voldsomt i mit liv. Det er der sket så mange gange før, men denne var alligevel noget værre end ellers. Af uransagelige årsager slog den mig dog ikke så meget ud som før. Jeg væltede ikke helt. Vaklede nok nærmere. Og jeg tænker, at jeg må takke alle de andre gange, hvor der er sket noget voldsomt i mit liv, for at jeg har reageret, som jeg har.

Men en dag skal det blive til en bog. En bog om hvordan man definerer sig selv, og hvad man lader definere sig. Og sit liv. Og om dårlige, hårde, livsomvæltende oplevelser kan føre noget godt med sig, som man måske ikke lige havde set ved første øjekast.

Sådan har jeg det med denne oplevelse. At da jeg først havde sundet mig oven på chokket, kunne jeg pludselig se lidt klarere, at den også ville være med til, at jeg fik sat turbo på en rejse (for at bruge lidt X-Factor-sprog) tilbage til mig selv. En rejse, jeg begav mig ud på for to år siden, hvor jeg var ved at male mit hus i en farve, der pegede bagud, indtil farveprøven kom op, og jeg slet ikke kunne se mig selv i et hus med netop den farve. Og en sommer, hvor jeg var ved at planlægge årets sommerferie med børnene til præcis det samme sted, som vi havde holdt ferie i 18 år, men som også pegede tilbage på en anden tid, og min datter sagde:

’Skal vi ikke til at gøre noget andet? Starte vores egne traditioner?’

Jeg kunne kun give hende ret, så det gjorde vi.

Hvornår kommer bussen mon?

Men efter at have sundet mig kunne jeg også se, at jeg alligevel kun havde gjort det halvt. Rejsen. Jeg var begyndt, og et eller andet sted på turen havde jeg lavet et pitstop og var blevet stående. Jeg var ikke kommet videre. Jeg havde ikke fortsat turen mod frigørelse og rejsen tilbage til mig selv. Jeg var blevet hængende i et liv med ting, der bandt mig til fortiden og livet som del af en familie med to forældre, der boede sammen og kørte Projekt Familie, selv om det igennem flere år ikke havde været virkeligheden. Jeg prioriterede stadig børnene og deres behov langt højere end mig selv og mine, selv om jeg havde fortalt dem, at jeg nu ville prioritere mig selv og bruge både tid, energi og penge på mig selv i højere udstrækning. Jeg gjorde det bare ikke.

Det skal jeg nu. Men i det ligger også et detektivarbejde. Og en kæmpe proces i at finde mig selv. Og den rejse startede faktisk for mere end 30 år siden, da min kæreste gennem fem år og jeg gik fra hinanden, og jeg flyttede tilbage til Danmark med hans ord i hovedet: ’Rejs nu hjem, Charlotte, og find dig selv…’

Okay, Agari

I mere end 27 år har jeg så fundet mig selv som mor. Defineret mig selv som først og fremmest MOR. Så hvem er jeg, hvis det ikke længere er min absolut førsteprioritet? Hvem er Charlotte?

Det er det, jeg er i gang med at finde ud af. Og det som denne bog skal handle om.

Indtil videre har jeg kun et bud på en titel. Den har ligget hos mig i en god uges tid og ændrer sig ikke synderligt, så derfor er det nok det, den skal hedde. Men den kan hedde det på mange måder. Og med mange tilføjelser og/eller undertitler.

Hvis jeg skriver ’En gang var jeg, mor…’, får det en helt anden betydning. Eller ’En gang var jeg MOR’, læser du det sikkert også anderledes og tillægger det forskellige tolkninger.

Eller jeg kunne tilføje ’Nu er jeg X’. Eller ’Hvem er jeg nu?’

Og så dukkede oki-agari op, som virkelig også kan noget. ’Jeg – en oki-agari’. Eller jeg kunne lege med det og droppe hele mor-delen og kalde den ’Okay, Agari – hvad gør vi nu?’, da ingen ville forstå det første alene, om livets op- og nedture, og hvad de gør ved os.

Jeg ved det ikke, men nu er tanken startet, og så skal der nok komme noget godt ud af det. Så meget ved jeg…