Er jeg ’boomer’…

…hvis jeg ser mig selv som cis-kønnet, binær, heteroseksuel kvinde og har lidt svært ved at forstå de nye betegnelser?

I sin nye bog, Blondinens betragtninger, og utallige interviews fortæller tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt, om sine to døtres, nej børns, forhold til egen kønsidentitet og seksualitet, og hvad hun har lært af det.

Den ene ser sig selv som non-binær, at hun hverken definerer sig selv som kvinde eller mand, men nogle dage det ene og andre det andet, selv om hun stadig bruger ’hun’ om sig selv. Og deraf fortalelsen ’døtre’, for det er svært for selv en tidligere statsminister at forholde sig til de nye måder at definere sig selv og sin kønsidentitet på.

Den anden datter, eller det andet barn om man vil, definerer sig som panseksuel, så hun ikke tiltrækkes af et bestemt køn men personen bag.

Dejligt med indrømmelser

Jeg er vildt glad for, at Helle Thorning-Schmidt indrømmer, at det er svært at forholde og vænne sig til. Som mor. Som veloplyst. Og som en fra en helt anden generation, hvor der kun fandtes de to fastsatte køn givet ved fødslen og defineret ud fra enten XX eller XY kønskromosomer samt de biologiske variationer, der kan forekomme med et ekstra X eller Y.

For uanset hvor gerne jeg giver plads til mine egne børns ret til selv at definere, hvem og hvad de er, så er det også svært. Ikke at give plads, for det har de fået og får de stadig. Ud af en flok på syv har jeg haft to piger, der i førskolealderen helt klart definerede sig mest som og med drenge. De påstod hårdnakket, at det var det, de var, drenge, og den yngste var i flere år helt kortklipper og gik kun i såkaldt ’drengetøj’, så alle vi mødte, tiltalte hende som dreng.

Jeg har døtre og sønner, der hver især har datet både piger og drenge, og en dreng, der lige som mine piger, også kan iføre sig både nederdel og kjole – og ikke kun herhjemme.

Jeg forstår det ikke – undskyld

Lige som Helle T. har jeg givet dem plads, men også haft og har det stadig svært med betegnelserne og definitionerne. For når et af mine børn proklamerer, at han/hun definerer sig selv som panseksuel, så forstår jeg helt ærligt ikke forskellen på det og biseksuel?

Jeg ved godt, at ’bi’ betyder to, og det måske er deraf forskellen for dem ligger, at de altså ikke tror på kun to køn, men alligevel?

Skal jeg så tage det helt bogstaveligt, så hvis du er pan-seksuel, så er du åben over for at kunne tiltrækkes af samtlige 71 køn (det kan godt være, at der er flere, men det er det antal køn, jeg kan finde frem til, at man som engelsktalende fb-brugere kan vælge ud fra)?

Jeg ved det ikke. Og jeg bliver forvirret. Undskyld!

Hvem og hvad er jeg nu – blevet?

Og det fucker med min hjerne, at jeg også skal til at definere mig selv på en ny måde, og nu ikke længere bare er kvinde, men nu cis-kønnet, binær, heteroseksuel kvinde. Hvornår og hvorfor blev jeg pludselig det?

Når det er sagt, ja så lærer jeg, helt på linje med Helle T., da også af mine børn. Og jeg er lykkelig og taknemmelig for, at de vokser op i en tid, hvor man må og kan være præcis, hvad man er og definerer sig som. At vor generations børn kan troppe op i gymnasiet som dreng i kjole eller karseklippet pige i skatertøj og stadig være en del af enten drenge- eller pigegruppen, eller begge dele.

Men Gud hvor ville jeg blive ked af det, hvis jeg fik betegnelsen ’boomer’ hæftet på mig for min manglende forståelse, for den er der vist stadig ikke hæftet noget særligt positivt på…