Life

Du må i hvert fald gerne trække blondine-kortet nu

For nylig sluttede mit livs længste kærlighedsforhold. Min 10-personers bus, der har defineret mit familieliv og min identitet som først og fremmest mangebarnsmor, var blevet for dyr at reparere på, så jeg skulle finde på noget nyt.

For første gang i 16 år så jeg ind i en fremtid, hvor mit buskørekort var overflødigt. Langt de fleste børn havde forladt reden, og nu sagde jeg også farvel til ’bussen’. VW Caravellen, der har fungeret som transport for hele familien, kørt med halm, slæbt en traktor efter sig og flyttet for i hvert fald alle mine børn samt flere af deres venner var en epoke blot. En æra var slut.

Hvor finder man en ny/gammel bus?

Og fremover skulle jeg have en bil, som ikke kun jeg havde kørekort til. Sidstnævnte glædede mig til. Men jeg glædede mig ikke til, at jeg samtidig skulle lave mit liv om. Hvis jeg ikke havde bussen, kunne jeg jo ikke bare købe vildt ind på loppemarkeder. Jeg kunne ikke bare flytte et par karlekammerskabe sammen med et større antal flyttekasser, et par træer og utallige kasser æbler uden trailer. Uden bussen skulle jeg tænke på en ny måde. Og have trailer. Nu havde jeg ellers lige solgt den gamle boogietrailer for et par år tilbage og i stedet købt en Christianiacykel, som jeg aldrig brugte.

Som den tryghedsnarkoman jeg er, begyndte jeg at undersøge, om det var muligt at finde en lidt nyere bus, men det var svært. Alt til salg var på diesel, og det nægtede jeg. Jeg kører for lidt, det er dyrere i forsikring og afgift, og som københavner er lidt et sats, da det nok ikke varer længe, før jeg så ikke måtte færdes i indre by.

Endelig fandt jeg en benzindreven i Nordjylland, så ham skrev jeg til.

’Kan du sætte et ekstra sæde i, så den kan klassificeres som bus?’

Der kom intet svar, så efter et par dage måtte jeg ringe ham op.

Selv om jeg er rimeligt velbevandret i de jyske sprogfinurligheder, udfordrede denne bilsælger mig så meget, at jeg ikke en gang kunne forstå hans navn. Men skidt, den gled jeg af på, og spurgte så ind til min mail nogle dage tidligere. Og det næste forstod jeg:

’Men har du overhovedet kørekort til sådan en, så du køre den?’

Jeg tænkte, men sagde ikke højt ’Øhh ja, jeg sgu da ikke idiot! Jeg ville da ikke få dig til at lave en bil om til noget, jeg ikke lovligt må køre..?!’, men svarede bare pænt:

’Ja, det har jeg…’

’Nå, men er du så også klar over, at busser efter 2004 (tror jeg det var, måske 2005) skal have indbygget fartbegrænser, så du kun må køre 100 km/timen?’

Dér måtte jeg så svare, at det var jeg faktisk ikke, og at det så ikke var så interessant længere.

’Nej, men det er jo også derfor, at de ikke er til at komme af med!’, svarede han kort, hvorefter der blev lagt på uden et ’Farvel’ eller det, der bare lignede.

Jeg sad i mit stille sind bagefter og tænkte, at så undrede det mig da virkelig, at de ikke satte priserne lidt ned.

Mekaniker-Jens redder mig – altid…

Så hvad nu? Jeg skulle åbenbart ikke have en lidt yngre bus, men spørgsmålet var så bare hvad og til hvilken pris. Jeg endte med Peugeot 307 med glastag og træk – troede jeg. Da jeg kom hjem, opdagede jeg til min rædsel, at den ikke havde træk alligevel, som jeg ellers var blevet fortalt. Men den havde været billig, så måtte jeg jo så bare selv ofre de penge på et træk. Men inden jeg nåede der til, strækkede bilen. Sælgeren tog heldigvis bilen tilbage, men nu var jeg også tilbage til ’START’ uden bil.

Det havde min mekaniker så heldigvis en løsning på. Pladesmeden havde en Ford Focus C-Max i rigtig god stand til salg.

’Hvad tænker du om det?’, spurgte han.

’Jeg synes, det lyder rigtig godt. Og rigtig dyrt. Det har jeg jo ikke råd til?!’

’Jo, det har du,’ sagde han og fortsatte: ’Skal jeg ikke lige ringe til ham?’

Og i løbet af bare 30 minutter havde jeg nu ny, gammel bil, omregistreret i mit navn og besked sendt til forsikringen.

Selv forsikringsdamen skreg af grin

Men da jeg intet havde hørt fra forsikringen efter et par uger, men modtaget registreringsattest, ringede jeg for at få styr på det.

’Ja ja, den er lige her,’ siger den søde dame i den anden ende.

’Men nu jeg lige har dig, kan vi lige så godt gå det igennem, så vi er sikre på, at det er det rigtige, der står.’

Og så begyndte hun at spørge. De første spørgsmål klarede jeg fint, men så kom det:

’Hvilken model er det? Er det en Ambiente eller en Trend?’

Jeg blev top-forvirret, men vi var heldigvis ikke på Facetime, for så havde hun set mine øjne så store som tekopper og et spørgsmålstegn i hele ansigtet.

’Øhh, det er en C-Max,’ svarede jeg.

’Ja, men der er flere modeller, så hvilken en er det?’

’Hmm, står det ikke på registreringsattesten?’ spurgte jeg.

’Nej, den sidder jeg med, og der står ikke noget om det.’

Jeg havde også selv fundet den frem og måtte konstatere, at damen havde ret. Så med hende i røret gik jeg ud og kiggede bag på bilen. Der stod heller ikke noget. Jeg åbnede sidedøren og kiggede på sidepanelet – samme resultat. Jeg fandt instruktionsbogen. Heller intet.

Alt imens vi småsludrede, udbryder jeg spontant:

’Hold nu kæft, hvor føler jeg mig totalt blondineagtig nu. Jeg anede ikke, at der var flere modeller C-Max. Og jeg er bare glad, fordi det er en skidegod bil!’

’Ja, du må i hvert fald gerne trække blondinekortet nu,’ grinede hun tilbage.

’Jeg tror bare, vi skriver Trend, det er vist den mest udbredte…’

Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Foto: Jeanne Kornum