cpr nummer børn
Family

Hvornår har du sidst talt cpr-nr. med dit lille barn? Jeg har ALDRIG…

Følger man med i den aktuelle debat om juridisk kønsskifte til børn, kan man ellers nemt få den opfattelse, at det er en af de vigtigste ting for børn, der ikke føler sig hjemme i det køn, de er født med. Og der må jeg reagere med et af mine teenagedrenges yndlingsudtryk: ’Det undrer virkelig mig!’

Hvis du har hørt, set eller læst om min yngste, Lykke (9), vil du vide, at det ellers er en problematik, jeg som mor har haft ret tæt ind på livet – endda et par gange. En af hendes ældre søskende havde også en periode som mindre barn, hvor hun eksperimenterede med sit fødselskøn og følte sig mest hjemme i rollen som dreng. Det var ikke helt så udpræget som med min yngste, men det var der.

For Lykke startede det vel i 2-3 årsalderen og fortsatte indtil for et par år siden. Lykke elsker i dag lyserød, langt hår og selfies 😉

Jeg har skrevet en del om det her før, som du kan læse på tv2.dk, min egen blog eller høre en længere podcast om fra Politiken Podcast, og jeg har været i Aftenshowet og alverdens andre steder og snakke om det. Snakket om mine og hendes oplevelser, hvordan jeg valgte at håndtere det, og især hvad mine tanker har været i forhold til fremtiden.

Hver eneste gang modtog jeg en del henvendelser fra folk, der enten selv var transkønnede eller havde børn, der var. Alle kom med mange og velmenende råd om, hvordan jeg skulle tackle det, og rigtig mange af dem handlede om, at jeg hurtigst muligt skulle få hende til at tale med psykologer og kontakte LGBT+ eller FSTB, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, så vi kunne komme videre.

Uanset det velmenende og kærlige i alle disse henvendelser og medfølgende opfordringer, gjorde jeg det ikke. Ikke fordi jeg havde eller har noget som helst problem med transkønnede generelt eller i forhold til mine egne børn, men fordi jeg var bange for, at hun så bare blev puttet ned i en ny bås, som hun blev tvunget til at tage stilling til – på et tidspunkt hvor hun ikke var klar til det.

I forbindelse med den netop overståede Pride-uge foreslår regeringen, at børn og unge under 18 år skal have mulighed for at ændre juridisk køn efter samme ordning som voksne. Ifølge ligestillingsminister, Mogens Jensen (S), er baggrunden for forslaget, at mismatchet mellem et barns kønsidentitet og cpr-nummer kan være anledning til smerte.

Og igen må jeg sige, at det undrer virkelig mig.

Vi taler om alt mellem himmel og jord herhjemme, og der er ingen tabuer, selv om emnerne selvfølgelig forsøges behandlet alderssvarende. Men cpr-nr.? Det har vi simpelthen aldrig talt om. Det har bare ikke været et issue.

Tøj, legetøj, farver, frisyre, tissemand vs. Tissekone, badedragt/bikini vs. Badeshorts, trusser vs boxers – you name it! Men cpr-nr.?

Jeg er ked af at måtte indrømme, at selv i en alder af nu 9 år, et skift tilbage til en mere piget udgave af sig selv, ønsker om pigecykel med cykelkurv og i øvrigt nystartet til pigefodbold, hvor der er både langhårede og helt kortklippede piger, tror jeg faktisk ikke en gang, at Lykke ved, hvad et cpr-nr. er…

Eksperterne er heller ikke helt enige om, hvad der er den rigtige strategi. FSTB er glade for forslaget, Red Barnet det modsatte.

Så hvad skal man gøre? Jeg aner det faktisk ikke. Men jeg er glad for, at det ikke var en mulighed for mig som mor og forælder, så det ikke var noget, jeg blev tvunget til at tage stilling til.

I stedet gav jeg Lykke, som i øvrigt er et kønsneutralt navn, lov til at være præcis den, hun havde lyst til og brug for at være på det tidspunkt i sit liv.

Hun brugte 5-6 år sin tidlige barndom på at finde ud af, hvem og hvad hun er og vil være.
5-6 år hvor hun, fra hun blev opmærksom på køn, valgte at være dreng (eller det valgte hende), til hun en dag så småt begyndte at vende mere og mere tilbage til sit fødselskøn.

Der er hun så nu. Men ingen af os ved jo, hvor den her lander. Det betyder heller ikke så meget lige nu. Eller i fremtiden for den sags skyld. For Lykke (og alle de andre) har fået lov til at være præcis den, hun vil være – sådan bliver det også fremover.

Min 9-årige er i god kontakt med både sin feminine og maskuline side <3

I lovforslaget er der indbygget en seks måneders reflektionspause, til det går igennem. Det, synes jeg faktisk, er en ret god ide. Børn eksperimenterer, og jeg vil på ingen måde bestride, at nogle bare ved, at de er født med det ’forkerte’ køn fra en meget tidlige alder, men andre eksperimenterer med det i flere år.

Så måske det er nogle helt andre ting end jura, der skal til for disse børn?