Lad os tale de unge (og alle mulige andre) op

Der er vist ikke mange, der kan sige sig fri for at være dødhamrende træt af corona og alt, der følger med af nedlukninger, hjemmeskoling osv. Jeg vil ikke rangordne, hvem der har det værst, men jeg kan godt blive lidt træt på de unges vegne…

For nylig læste jeg en statusopdatering på FB af Dan Rachlin, der var liiiige lovlig træt af, at der bare aldrig kommer noget positivt frem på de efterhånden mange pressemøder.

Jo jo, informationer om, at smittetallet falder, og at den engelske mutation måske alligevel ikke er helt så smitsom, som vi ellers gik og troede.

Der deles også gerne stjerner og takketaler ud til alle de offentligt ansatte – især dem ’der står forrest i køen’.

Selvfølgelig fortjener de en tak. Og opbakning.

Lige som de gamle gør. Fortjener vores tanker og omsorg over have været ladt alene i helt ufattelig lang tid. Det er svært. Ingen tvivl om det. Og de udsatte. Uanset om de er unge, gamle eller et sted midt imellem. De har det svært. Og nok også sværere end de fleste.

De selvstændige er åbenbart ikke rigtig med i ligningen

Men der er også alle de selvstændige, der kæmper for overlevelse og enten ikke kan eller bare overskue at forsøge at komme ind under en eller anden hjælpepakke, samtidig med at der skal arbejdes for bare at få lidt ind. De, der ikke har deres faste løn, uanset om de er på arbejde eller hjemsendt. Alle dem, for hvem virkeligheden er, at hvis der ikke er kunder, er der heller ikke penge i kassen. Ingen betalt ferie og/eller sygedage og ingen indkomst at trække pensionsindbetalinger ud af. For der er bare ikke nogen penge.

Jeg bliver sgu lidt træt på børn og unges vegne

Og så er der børnene, der kæmper bravt videre med hjemmeskoling. Deres forældre, der er toppressede, især som mindre selvstændige, som forsøger at klare både det ene og det andet.

Midt i alt det her, er der simpelthen én gruppe, vi tilsyneladende slet ikke tænker på.

De unge. De unge, der har det virkelig svært og igen og igen har måtte stå for skud for ikke at tage ansvar. Og helt sikkert er der nogle af dem, der ikke følger anbefalingen. Præcis lige som det tilsyneladende er mere reglen end undtagelsen, at kendisser også bare kan se stort på anbefalinger, som åbenbart ikke skal gælde for dem.

Men langt de fleste unge, jeg kender til er yderst ansvarlige, har begrænset deres socialflade til nærmest ingenting, mødes kun på gåture i det fri og og og.

Fordi de virkelig ønsker, at der her snart får en ende.

Så er det ikke på tide, at vi takker dem. Offentligt. At både statsminister, sundhedsfaglige og hvad ved jeg bare i et enkelt minut lader den alvorlige mine falde og siger højlydt: ’TAK!’ for indsatsen, som netop er så vigtig for en snarlig genåbning?

Det synes jeg.

Og ellers får I den her af mig:

Jeg ved, at I kæmper. At det er r.. at sidde efter en godt endt eksamen og ikke have nogen at dele og fejre det med. Ingen steder at gå hen. Og jeg ved også, at mange af jer begynder at føle en stor ensomhed, fordi I ikke ser andre end studiegruppen og familien. I klarer det F…… godt! Tak for det <3 Vi kommer ud på den anden side – fordi I med til at gøre en indsats, tak!